Fødselsberetning – “Jeg skal bare lave helt vildt meget lort, skat”

Fødselsberetning. Nu er det altså knap ni uger siden fødslen af Lillebror som skulle vise sig, at være en lille Vilfred. Vi føler os meget heldige ved at have så skøn en dreng i familien og nu vil jeg forsøge at fortælle hvordan han kom til verden. Ja altså, det er i hvert fald sådan her jeg oplevede og husker fødslen <3

Den 24. december

Den 24. december, 2016 startede smukt. Vejret var godt, om end lidt koldt og vi var alle tre veludhvilede da vi tidligt om morgenen drog afsted til Skejby, der var nemlig stadig ingen tegn på hverken fødsel eller baby. Jeg var 41+5, altså 12 dage over min terminsdag, og når man går over tid på den måde, så holder man lidt ekstra øje med, om alt er okay. Faktisk fik jeg af vide, at det er imod anbefalingerne ikke at blive sat igang, men det er en anden og irriterende historie. Jeg skulle have lavet en hjertelydskurve og en læge skulle scanne mængden af fostervand. Alt var præcis som det skulle være, men det vidste jeg på en måde godt. På en måde kan man mærke den slags.. tror jeg.

Mange har spurgt mig om, hvorfor jeg ikke blev sat igang noget før. Det er nemlig (åbenbart) sådan, at igangsættelser tit sker 41+3, altså 10 dage over tid. Men det er et tilbud, som jeg valgte at sige nej tak til, da jeg havde en god kontakt med mig selv, med ham og med min krop. Jeg følte simpelthen, at jeg kunne mærke en fødsel vente lige rundt om hjørnet – og så ville det jo være fjollet at blive sat igang. Ud over det, så synes jeg faktisk ikke det var frygteligt at være højgravid. Jeg kunne nemt sove fra hans buldren derinde, jeg kunne nogenlunde komme omkring og diverse smerte var på mystisk vis stoppet da jeg ramte 9. måned.

Vi tog hjem fra Skejby igen og begyndte, at gøre klar til at holde juleaften med resten af familien. Jeg var selvfølgelig ærgerlig over ikke at have veer, men jeg var faktisk 100% sikker på, at veerne ville komme i løbet af natten. Mine plukkeveer var voldsomme og gjorde relativt ondt så forhåbningerne var høje.

Den 25. december

Næste morgen klokken seks ringede vækkeuret og vi var skuffet over at blive vækket af dét, og ikke veer. Men op kom vi. Benedikte var taget med mormor hjem aftenen før, så der var kun Sara og jeg i huset. Jeg synes faktisk det var ret svært, at Benedikte skulle passes for på en måde vidste jeg jo ikke hvornår vi så hende igen. Men da vi ikke synes hun skulle være med til fødslen, måtte det være sådan. Vi pakkede fødselstasker og madpakker og kl 7.15 landede vi igen på Skejbys fødeafsnit klar til at blive sat igang.

Inden historien fortsætter, bør jeg nok fortælle, at min jordemoder er Saras og min rigtig gode veninde. Det startede dengang Sara var gravid med Benedikte, at vi begyndte at snakke om, at når Tina var færdiguddannet og vi var klar til nummer to, så skulle hun tage imod. Snak blev til virkelighed og hele min graviditet har jeg haft Tina omkring mig. Det har været den bedste beslutning jeg har taget i mange år, for selvom det da er mærkeligt at en veninde skal kigge en i skrævet – så har jeg heller ikke været mere tryg ved noget før. 

NÅ. Tina-Jordemoder tjekkede altså efter om jeg skulle have prikket vandet eller sendes hjem med piller. Hun vurderede at jeg ville have bedst gavn af at starte ud med piller, så det gjorde vi. Én Angusta pille hver anden time – tjek. Sara og jeg kørte hjem og smed os på sofaen med Julemadsrester og Greys hvide verden, vi var jo helt børnefri lidt endnu.

Jeg havde DØD mange plukkeveer og de gjorde også lidt ondt men det var ikke stort anderledes end det havde været de sidste fjorten dage, så to timer efter tog jeg en pille mere. Tina havde fortalt at det var vigtigt at mærke liv mindst én gang i timen, men mellem kl 10 og tolv mærkede jeg ham ikke rigtig. Det gjorde mig ikke rigtig nervøs men mere en smule irriteret fordi at vi så skulle op til en hjertelydskurve for at se, om alt var godt. Kl. 13 havde vi endnu ikke mærket liv, Så vi hentede Tina og kørte op for at se om alt var som det skulle være – det var det selvfølgelig. Jeg spiste endnu en pille og vi kørte Tina hjem igen.

Efter, at have sat Tina af, kørte vi hjem til svigermor og spiste resterne af Tiramisuen fra dagen før. Det var dødlækkert. Jeg måtte holde pause med at tale under ‘plukkeveerne’ men af en eller anden årsag tænkte jeg ikke videre over det. Da vi kom hjem gik Sara og jeg en tur og på turen spiste jeg endnu en pille..

‘Jeg skal bare lave helt vildt meget lort, skat’

På gåturen måtte jeg stå stille hver gange jeg havde en ‘plukkeve’. Ikke fordi jeg havde veer, sagde jeg til Sara, men bare fordi at jeg virkelig skulle skide og at det virkelig gjorde ondt kombineret med ‘plukkeveerne’. (Flot Marie)
Da vi kom hjem fra gåturen, pendlede jeg mellem sofaen og toilettet. Jeg tror jeg nåede at træde af på naturens vegne ca. seks gange, men jeg havde stadig overhovedet ikke fattet at der var en fødsel på vej. Heller ikke selvom det virkelig virkelig gjorde ondt, jeg var overbevist om, at det mest handlede om det med det lort der. Plukkeveer og lort gør ondt sammen.. sagde jeg og troede på det.

Da jeg endelig følte mig færdig med at lave lort i stride strømme smed jeg mig igen på sofaen klar til at slappe af. Slappe af blev det dog ikke til, for ca. to minutter efter lød et højt brag inde i min krop. “Hørte du det?” spurgte jeg Sara målløs. Hun svarede ‘meeh’ fuldt optaget af Greys. “Der var en lyd skat. Gad vide om det er lyden af vandet der går” siger jeg og har fået Saras fulde opmærksomhed. Pludselig vælter det ud af mig med noget der ser klamt ud og bagefter kaster jeg al den gode Tiramisu op.

Kl 17.15 sender jeg et billede af mit bind (true story) til Tina, der konkludere at fostervandet ser ret så grønt ud.

Grønt fostervand

Kort efter at vandet er gået ændre mine plukkeveer sig og gør betydelig mere ondt og det er upraktisk, for vi skal pokkers skynde os til Skejby for at se, om Lillebror har det okay inde i maven. Grønt fostervand er ikke super heldigt, men jeg kan mærke ham sparke og kure på med hovedet så jeg er faktisk ikke helt oprørt. Faktisk når Sara og jeg at stå og grine. Vi griner nok både af spænding og glæde. Jeg griner også fordi at veer gør fucking ondt hvilket på en måde kommer bag på mig – jeg synes nemlig selv jeg er relativt bad ass. Men veer gør altså ondt selv på en bad ass type som mig.

På Skejby møder vi vores yndlingsjordemoder Tina som muntert byder os velkommen og viser os vores stue. Tina siger en masse ting som jeg ikke kan huske, jeg husker bare at vi griner lidt af noget. Jeg kan mærke at hun er helt rolig, men at hun pokkers gerne vil se om alt er okay. Og det vil vi også gerne. Det er det heldigvis. Lillebrors hjerterytme er som den skal være. Tina sætter en elektrodedims fast på hans hovedet så vi hele tiden kan se hvordan han har det og nu kan en helt almindelig fødsel begynde.

Jordemødre ved alt

Efter at have født ved jeg nu, at de klogeste mennesker på jorden er jordemødre. Tina vidste hvad jeg havde brug for bedre end jeg selv vidste det. “Vil du prøve en varmepude på lænden?” spørger Tina hvilket jeg bare slet ikke har lyst til, men det er faktisk bare rigtig dejligt. jeg får også en foran nederst på maven og en øverst på maven. Så får jeg en hovedpude og et tæppe og det er ret så dejligt.

Jeg ligger på sengen på min højre side med lukkede øjne. Sara ligger bag mig og trykker mig lidt på lænden på varmepuden. Tina og Sara snakker og griner og det er det bedste i verden at få lov til at ligge og arbejde med veerne formig selv, uden at være alene. På et tidspunkt er jeg selvfølgelig ude at skide igen. Det er lidt besværligt med elektrodedimsens ledning der går fra hans hovede og helt op til et fjernsyn, men der kan åbenbart være enormt meget lort i en tarm og det skal jo ud. Èn af mine yndlings bloggere er Jordemoderen Meyermor. I et af sine indlæg skriver hun:

“Bløde læber og kæber giver babyer der smutter som sæber”

Ovenstående er ca det eneste jeg tænker på mens jeg har veer. jeg forsøger at slappe af i underlivet og give veerne de bedste muligheder til at udvide mig. Jeg vil nemlig pokkers gerne have den baby ud NU. Jeg siger det igen: veer gør ondt.

Nye veer og så går det stærkt

Klokken er nok omkring 20.30 og pludselig ændres alting. Indtil nu synes jeg godt, at jeg kunne være i veerne. Det gjorde ondt, bevares, men det var ikke ulideligt og jeg havde gode forhåbninger for de velsagtens 10-15 timer, der lå forude. Jeg havde været 3-4 centimeter åben for lidt siden,  så der var et godt stykke igen.

Men ikke mere. Pludselig vælter en ve ind over mig og jeg føler at det sortner for mig. Jeg kan ikke trække vejret og jeg kan bestemt ikke slappe af nogle steder. Jeg siger til Tina at det gør frygtelig ondt. Ny ve der dræber hver en celle i min krop. Vi prøver lattergas men jeg har allerede kvalme. Tina siger “gode veer giver god kvalme” og det trøster jeg mig ved – for så må det være nogle pokkers gode veer. Jeg skal have en epidural. NU. Og det får jeg så.

Jeg tror klokken er lidt over 21 da jeg begynder at få gavn af epiduralen. Det gør stadig pokkers ondt, men nu kan jeg åbne øjnene og trække vejret. Jeg tager en lille bid af en nøddebar og får en slurk saftevand. Sara og Tina siger noget sjovt med Nik og Jay og jeg griner lidt. Men i samme øjeblik vil jeg gerne presse.

Navlesnoren bliver klemt

Jeg får lokket Tina til at se hvor meget jeg nu er åbnet, for jeg får snart en trang til at presse. Hun siger at, jeg nu ikke må blive skuffet, for jeg er nok ikke særlig meget mere åben end før. Men de vanvittige veer har gjort sit og jeg er meget pludseligt 9 centimeter åben. WTF.

Tina fortæller, at når jeg absolut ikke kan lade være med at presse, så må jeg gerne. Jeg tænker, at det er åndsvagt, for hvis ikke jeg vil presse lader jeg bare være. Så meget kontrol har jeg sgu da over min krop. Men jeg skulle blive klogere for pludselig tog (fanden) ved og min krop var på en måde ude af kontrol. Jeg får gispet hen over måske tre presseagtige veer, men så skulle der presses.

kl 21. 30, da jeg begynder at give efter for pressetrangen kan vi se, at lillebrors hjerterytme falder lidt. Pis. først prøver vi om det er bedre at jeg lægger på min højre side og presser. Nix. Så prøver vi venstre side. Nix. På alle fire. nix. På ryggen? JA.

Sara holder mit højre ben og en anden sød jordemoder holder mit venstre ben. “Du kan se ham her i spejlet”. Jeg kigger og tænker ‘shit’. “Du kan mærke ham her”. Jeg mærker og tænker ‘du godeste’. Pludselig er hovedet ude og jeg får den første reelle ve pause længe. Den udnytter lillebror til at give mig et ordentlig spark og vride sig. “Aaaav, tager du pis på mig din lille lorteunge?” får jeg råbt.

Kl 21.46 er han ude og han er overraskende ulækker at se på – men vi elsker ham allerede helt vildt højt. Sara græder helt vildt og han er helt våd af tåre. Dem tørre Tina væk. Han får en lille rød hue på. Det er vel jul lidt endnu. Han er den bedst julegave man kunne forestille sig.