GUIDE – hvad siger man til en lesbisk?

Morogmor blog - Guide hvad siger man til en lesbisk

Guidens forord

I sidste uge skrev jeg et indlæg om det, at være homoseksuel og skulle ’springe ud‘ på ny, næsten hver gang man har en samtale med et nyt menneske. Jeg fortæller om hvordan jeg oplever den skøre situation det kan være når man skal rette sin samtalepartner fra ‘din mand’ til, ‘min kone’. (Læs hele indlægget her)

I sammenhæng med dette (og efter en uges ‘dataindsamling’ på Skanderborg Festival) har jeg lavet en lille Guide til næste gang du møder en kvinde, der ’springer ud’ lige midt i jeres samtale. Jeg gør lige opmærksom på, at eksemplerne er situationer jeg personligt har stået i én eller flere gange. Her er mit bud på en Guide til når du møder en lesbisk:

“Det er første gang jeg er gravid, da det var min kone, som dengang bar vores datter.”
1. “Jeg har ingenting imod sådan noget der med homoseksuelle. Det er jeg helt ligeglad med, det må man helt selv bestemme.”
2. “Ej hvor spændende at blive en familie på fire, og så får du endda lov at prøve det på egen krop denne gang.”

Vi ligger ud med en måske lidt svær én, da begge udmeldinger jo umiddelbart accepterer, at jeg er lesbisk. Dog har nr. 1 mistet grebet om samtaleemnet og jeg bliver i højere grad fortalt, at jeg er accepteret selvom jeg er anderledes. Det er en sød gestus, at fortælle mig at jeg er normal og accepteret, men at understrege på denne måde, understreger samtidig hvor anderledes det er at være lesbisk. Husk på, at jeg ikke har brug for en godkendelse fra en fremmed og husk endelig samtalens udgangspunkt. Ps. homoseksualitet er sjældent et valg.

“Jeg bor i Viby sammen med min kone og vores datter”
1.
“Nå så du er lesbisk! Hvad laver din kone? Du er da blevet gift ret ung hva?”
2. “Så du er lesbisk, det kan man slet ikke se på dig ellers. Ej hvor sjovt, det havde jeg aldrig gættet”

Muligvis er der visse gengangere af stilarter hos lesbiske, men det er der også hos andre “grupper”. Tænk på alle de konservativtklædte rigmandspiger, designkorrekte TEKOstuderende eller afklædte rundetrunter. Det betyder jo fx ikke, at man ikke kan være en rundetrunte, bare fordi man går i sweater. Det samme gælder lesbiske og netop derfor kan man sgu ikke altid liige se det. Men det gør det ikke mindre sandt. Derfor er respons nr. 1 langt bedre end nr. 2. Der skal altid være plads til, at det kommer bag på folk, og jeg vil gerne hjælpe dig med at forstå mit liv -men min seksualitet er ikke underholdende 😉

“Jeg læser Value Chain Management og min kone læser til Ingeniør.”
1. “Din kone? Undskyld hvad for noget? Hvad mener du? Det forstår jeg ikke.”
2. “Så du er gift med en kvinde? I bliver da noget af et powercouple når I er færdiguddannede”

Her er respons nr. 2 langt mere behageligt og anerkendende end nummer 1. Både fordi det ikke får mig til at føle mig som en særling, som i tilfælde nr. 1, men også fordi, at jeg bliver anerkendt for at bestå af andet end min seksualitet. Jeg mener, hvor meget kan homoseksualitet egentlig komme bag på dig? Vi skriver 2016 for pokker?

“Min kæreste hedder Sara”
1.
“Du er lesbisk? Min søsters, veninde er også lesbisk. Kender du Kristina – langt hår, lidt buttet?”
2. 
“Nå okay! – hvor længe har I så været sammen?”

Det er en sjov ting, det med forventningen om, at alle lesbiske kender hinanden. Det er klart at mange lesbiske har venner, der også er lesbiske, og der er absolut også et ‘miljø’ med div. aktiviteter. Men derudover er det jo ikke en klub? Der er ikke nogen lang liste et sted i Danmark, hvor alle lesbiskes navne er skrevet ned. Vi mødes ikke årligt for at snakke om lesbiske ting og opføre os ekstra lesbiske, mens vi finpudser et lesbiske manifest. Derfor oplever jeg respons nr. 2 langt mere anerkendende da interessen er på mig, og ikke min seksualitet. Husk, at hvis samtalen er god, vil de fleste lesbiske svare på dine opklarende spørgsmål -lidt senere 😉

“Jeg er gift ja – med en kvinde”
1.
“Du ser ikke særlig lesbisk ud, er det ikke bare fordi, at du aldrig prøvet en rigtig mand?”
2. 
“Jeg elsker bryllupper, hvor længe har i været gift?”

Den sidste her er ’sjov’. Sjov fordi, at jeg har hørt begge svar en hel del gange. Der er nemlig rigtig mange, der i sandhed elsker elsker  bryllupper. Samtidig er der også enormt mange mænd, der tror, at svaret på det hele, ligger i pikkemanden. Hertil kan jeg svare to ting: 1. Jeg har prøvet min portion af mænd og svaret må være nej, pikkemanden gjorde mig ikke lykkelig. Tag det ikke personligt. 2. Det er sygt upassende og latterliggørende af mig og min seksualitet. Dermed fortæller jeg disse mænd hvad jeg skrev i svar nr 1.

Guidens efterord

Jeg håber, at min guide kan være hjælpsom til den dag du står og mangler ord. Guiden er lavet ud fra mine egne oplevelser og den erfaring jeg har fået derfra. Derfor vil jeg også tillade mig, at tilføje til Guiden, at der skal være plads til at blive overrasket. Som lesbisk ved jeg jo godt at jeg tilhører minoriteten, men prøv at beherske dig selv. Vi er bare mennesker og vi kan meget andet end at være lesbiske. Prøv selv at spørge <3

 

 

4 Comment

  1. Cecilie Ravn Andersen says: Svar

    Jeg er wild med den!

    1. Marie - Morogmor.dk says: Svar

      Det er godt at høre Cecilie 😀

  2. Simone says: Svar

    Du sætter simpelthen så fint og rammende ord på alt jeg tænker, når jeg selv eller min kæreste finder os selv i de her hverdagsudspring. Rigtig rammende forklaringer og i et sobert sprog, tusind tak. Jeg vil uden tvivl tage et par stykker af dine svar med mig, til når vi står dér igen.

    1. Marie - Morogmor.dk says: Svar

      Hej Simone. Tusinde tak for de rosende ord, de varmer meget. Jeg er sindssyg glad for, at du kan bruge mit skriveri! hvis du har tilføjelser eller lignende historier vil jeg vældig gerne høre dem. – så kan jeg jo lave en opfølgende guide en anden gang! – Tak fordi du læser med!

Skriv et svar