Noget om barselsliv og om at rejse alene

morogmor blog - marie og vilfred

Jeg skrev indlægget her i flyet på vej hjem fra London i Januar. Jeg har bare i tvivl om det skulle udgives, da det jo ikke nødvendigvis høre til på bloggen og da jeg er ret ærlig.. og i nogens øjne måske skabet og utaknemmelig. Men det er jo min blog og jeg savner jer <3

London

Noget om barselsliv og om at rejse alene. Alene, fordi jeg trængte til, at mærke mig selv. Mærke hvor jeg starter og stopper. Mærke om jeg stadig er så sej som jeg husker mig selv som fra før jeg blev gravid. Gravid, sygemeldt og hjemmegående. Jeg har været hjemme i 1 år og 9 måneder nu. Ca 2 dage inde i sygemeldingen dengang, var jeg desperat for, at få noget fra hånden, lære noget nyt og være småstresset. Jeg er bare en af den type mennesker åbenbart. Det vidste jeg slet ikke. Man kan hurtigt glemme hvem man er.

Her knap to år efter har jeg været hele følelsesregistret igennem. Flere gange. Som jeg har skrevet før, har jeg været ind og ud af depressioner da jeg var yngre og en kort periode spiste jeg angstdæmpende medicin. Jeg har faktisk også været sygemeldt med stress engang. At gå hjemme som jeg har gjort nu her, har hverken været som de gange med depression eller stress. Det her har været det syndrom kvinder der ikke egner sig til, at gå hjemme, får. Jeg har været understimuleret og slet slet ikke ‘underholdt’. Bevares. Min kalender har været proppet med aftaler med mennesker jeg elsker, træning, vægttab, serier, bøger, lydbøger, cafebesøg og senere hen baby Vilfred, mødregruppe, barselsbesøg og ikke mindst dyrebar familietid med begge børn og min elskede kone. Og jeg har sat pris på det hele.. men..

nattøj og bar nummi

Jeg har også siddet i nattøj, bar røv, spredte ben og stirret ud i luften i flere timer, dage, uger. (overdrivelse fremmer forståelsen) Vurderet mulighederne for, at råbe pik og skride versus tage et bad og blive klar til kl 14 hvor jeg jo alligevel skulle hente Benedikte. Fortalt væggene hvor meget jeg kedede mig og råbt til gulvet, at jeg snart ville blive desperat (‘snart’ tænker du?). Jeg har grædt hysterisk over ting som fyldte skraldespande og en mærkelig lugt fra radiatoren. Jeg har mistet appetitten og har sjældent følt mig så uinspireret. Jeg spiser croissanter, knækbrød og æg med spidskål. Masser af tid til sig selv siger du misundeligt? Inaktivitet skaber inaktivitet og mangel på stimuli skaber ensomhed og en langsomt svinende evne til, at tro på at man er skab til noget.. siger jeg. Det kræver virkelig sin kvinde at være selvstændig og hjemmegående.

Dog mener jeg selv, at jeg efterhånden har gennemskuet livet. (indsæt selv passende smiley) Life sucks and then you die. Jeg har altid været overbevist om, at man skal skabe sin egen lykke. Ikke lykke som i den der rigdom og held kind of way men mere lykke som en ‘du kan ikke styre hvad du får, men du kan styre hvad de betyder for dig’. Gir det mening?

Jeg prøver, med ovenstående, at forklare hvordan jeg midt i al opgivenhed, mangel på livets mening og alt det det der, stadig var klar over, at jeg er sej. Jeg kunne bare ikke heeeelt mærke ‘hvor henne’ jeg var sej. Og måske heller ikke heeelt huske i hvor stor en grad jeg er sej. Jeg tænker, at det beskriver udtrykket ‘at miste sig selv hen af vejen’ ret godt?

Post-London

På min højre side sidder der en mand med bondemandshat, som jeg husker alle ældre mænd i Budapest også havde, og en Blackberry. Han lytter til noget mens han sover. På min venstre sidder en ung mand i rullekrave og brune lædersko. Hans parfume minder mig af en eller anden årsag om dengang mine forældre tog min storebror og jeg med til Frankrig og vi spillede badminton efter et uvejr. Tak for det minde rullekravemand med store overarme og lidt for stramme bukser. (iw)

Jeg har knapt snakket siden jeg tog afsted i søndags. Til gengæld har jeg oplevet en masse og fået testet mig selv og mine evner som Palle alene på byferie. Jeg har faret vild i undergrundsbanerne men selv klaret den ud(efter to timer i hvert fald), jeg har taget busser, set overvældende malerier og blevet mindet om, hvor meget jeg elsker kunst. Jeg har høfligt afvist ét frækt tilbud, tak men nejtak! Jeg har lyttet to lydbøger, været på tre museer, set tre udendørsattraktioner og vandret rundt i ultra smalle gader efter mørkets frembrud. Det er jo måske små ting at overkomme for nogle, men for mig lige nu, er det kind of a big deal.

Det viser sig heldigvis at jeg er tilpas sej! Så nu er jeg virkelig klar til, at genoptage mit studie og en hverdag med to børn, aftensmad, Sara i praktik, lektier, nye bekendtskaber og stress. Okay klar til, at møde mine nye unge medstuderende måske lærer dem lidt at kende.

Prinsesse

Synes du dette var et indlæg med meget opremsning? Jeg havde meget på hjerte. Så se frem til det sikkert kommende indlæg i marts, som jeg formoder kommer til, at hedde noget med “hvis jeg havde to timer mere i døgnet ville jeg”, “tips til mindre stress i hverdagen søges”. “Livet som studerende under uddannelse fungerer ikke”. Jeg er flere gange blevet kaldt prinsesse mens der er blevet henvist til for varmt for koldt teorien. Når solen skinner er det for varmt og når skyen går forbi er det for koldt. Vi må se om jeg føler, at jeg får for travlt nu hvor jeg er tilbage og jeg kommer til at savne tiden på sofaen med ingenting rigtigt at lave.

Nu er det jo sommer og jeg sidder og gennemlæser indlægget og beslutter at udgive det. Det er godt lige, at mindes hvordan jeg havde det og hvor godt jeg egentlig klarede dét, at have det sådan. (klap på skulderen) – Bør jeg lave en opsamling på hvordan det går med, at være igang igen? <3

 

Morogmor blog - vilfredmorogmor blog - vilfred og mor

 

 

Skriv et svar