Livet,  Om,  Tabuer og tubaer

Nyuddannet – fattig på selvværd, rig på succes

Jeg er nyuddannet. Ja altså og arbejdsløs, bevares. Men mest så er jeg nyuddannet. Jeg har taget en professionsbachelor (Min veninde Frederikke siger, at det forvirre folk på den fede måde, når man tilføjer ordet ‘professions’ til ‘bachelor’ og får uddannelsen til, at lyde vigtigere) i Value Chain Management. En absolut god og oplysende uddannelse. Vi sluttede af med et brag til, at styrke vores selvværd på, min bachelor makker og jeg. Vi er begge to nogle midt-i-mellem-piger, så det var rart (underdrivelse), at afslutte uddannelsen på toppen. Faktisk var langt det meste af processen, opgaveskrivningen, forberedelse og eksamen en god oplevelse. Jeg håber, at jeg vil huske forløbet, når jeg nu og da tvivler på mig selv og egne evner. Nogle gange kan man godt bare klare det godt, fordi man er god til noget. Så ud over, at jeg kom til at hvine den stakkels ældre censor-herre i hovedet, var det en virkelig god dag og afsluttende eksamen.

Uddannelse eller usikkerhed?

Jeg føler ikke selv, at det lå i kortene, at jeg en dag ville få mig en uddannelse. Jeg troede simpelthen ikke på det. Hverken at jeg ville kunne tage en uddannelse ej heller bruge den bagefter. Jeg har altid følt og føler nok stadig, at jeg er for problematisk, sygt eller ustabilt et menneske til, at kunne varetage en voksens liv. Men altså, tiden vil vise sig konstant at modbevise mine tanker om mig selv. F.eks. er jeg mor hver eneste dag og nat og jeg gør det godt langt flere dage end jeg gør det dårligt. Jeg har haft mad på bordet og en sund økonomi (læs SU) i mange år nu. Jeg formår at være den ene halvdel af et forhold, der endnu vokser sig til mere kærlighed hver dag. Jeg har venner jeg elsker og som elsker mig. Jeg ser mig selv føre et succesfuldt liv, ud fra de parametre jeg selv har stillet op for et sådant.

Men ligesom så mange andre, så har jeg så mange spøgelser fra dårligere år, der holder mig tilbage og definere mit selvværd. Når jeg skriver, at jeg frygter at jeg er for ustabil eller syg, handler det om, at jeg baserer meget af min identitet på noget jeg engang var. Som yngre kæmpede jeg med depressioner, angst, ptsd og jeg tog blandt andet antidepressive i ca. 10 år. Jeg husker hvordan mine bekymringer dengang, handlede meget om hvad der dog skulle blive af mig? Ville jeg nogensinde blive til noget? Vil jeg være syg altid? Skal jeg altid kæmpe sådan her?

Smukke blomster til nyuddannet - mor og mor blog

Selvværd og succeser

Jeg havde i flere år, samtaler med en psykiater, som var tilknyttet en ungdomsafdeling i Risskov. Jeg husker ham fortælle mig, at psykiske udfordringer ville kunne påvirke voksenlivet men, at man sagtens kan leve et normalt liv med sådanne. I min krop husker jeg dog primært, den pointe, at de psykiske problemer ville forfølge mig. Så altså, forankret i min krop sidder kun tilbage den dom et ungt menneske, midt i sit mest teatralske, kan høre; man kan. Hvis man er heldig så kan man. Så med mig tog jeg en evig usikkerhed for om jeg mon ville leve normalt. Ville jeg være syg eller rask?

Senere, efter ikke at lykkes med, at trappe ud af antidepressivet, fik jeg af vide, at jeg ville skulle tage antidepressive i mange flere år. Som 18-årig blev jeg udskrevet fra psykiatrien (fordi man er voksen) og jeg fik aldrig revurderet dette statement – omkring antidepressivet? Men det hænger ved mig endnu. Også selvom det nu er 5-6 år siden jeg på egen hånd trappede MEGET langsomt ud. Også selvom jeg aldrig fandt ud af hvad det reelt ville få af betydning for et menneske – altså det her med, at have psykiske udfordringer. Ville jeg få en familie, et job, en uddannelse? Ville jeg overhovedet få succeser? Hvad betyder det overhovedet at have psykiske problemer?

Identitet og voksenliv

Disse er nogle, for mig, ret afgørende minder, der stadig hænger tungt i mig, når jeg tænker over hvem jeg er og hvem jeg ikke er. De mange spørgsmål stammer jo nok fra et svækket selvværd. Hvilket jo på mange måder giver mig mega drive. Fordi jeg tilfældigvis også er stædig. Og jeg er taknemmelig for det drive, for det får mig langt, synes jeg. Hele min ungdom har jeg været ‘ den syge’ og følt, at jeg gik rundt med et banner over hovedet, hvor alle kunne se hvor ussel jeg var. Der var ikke grænser for, hvor synd det var for mig og hvor meget jeg synes jeg druknede i sorg over min indre smerte. Der var så meget imod mig følte jeg.  Pludselig på en god dag begyndte et lys indeni mig. Som på en tændstik startede der en, til fanden med det hele reaktion i mig. Jeg ville noget andet, noget bedre, noget større og noget kærligere med mit liv.

Nu er jeg en slags voksen og ser, at mange af mine nærmeste lever med psykiske udfordringer. Det er nærmest det nye ‘normal. Jeg har ikke noget skilt over hovedet. Og det har andre mennesker heller ikke. Fornyligt er det også gået op for mig, at jeg har glemt at justere mine tanker om mig selv. De er ikke længere tidrelevante for det liv jeg lever i dag. Jeg kan ikke tænke om mig selv, som jeg gjorde da jeg var 16 eller 18 eller sådan. Det er jo immervæk 13 år siden?

Hvad med jer?

Jeg har støvet den gamle hylde med usikkerheder af og stiller mit uddannelsesbevis på den. Jeg håber, at den, sammen med min hustru og vores børn, kan overstråle mine usikkerheder lidt. Jeg skriver, at jeg som så mange andre har spøgelser fra fortiden. Det skriver jeg som følge af den her trend der er, hvor vi gør opmærksomme på at tage hensyn til hinanden, fordi vi ikke kender hinandens historier. Hvordan er du påvirket af fortiden og hvad gør du for, at arbejde med dit selvværd?

Hilsen Marie

Lesbisk mor og to børn - rig på succeser
Nyuddannet Succeser lesbisk kærlighed og smukke blomster
Nyuddannet Mor og mor lesbisk regnbuefamilie to børn

Input og feedback

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.