Stop med at tvivle på kærligheden til begge mine børn

Morogmor blog - kærlighed

Stop med at tvivle på kærligheden til begge mine børn. Det her er vigtigt. Meget vigtigt. Måske er det faktisk det vigtigste når det kommer til accepten af homoseksuelle, der får børn. Det handler ikke kun om mig. Jeg er modtageren af spørgsmålet igen og igen fordi jeg har en blog. Det handler om alle regnbuefamilier. Det skal accepteres. Det er kommet for at blive. Vi er kommet for, at blive!

Tilknytning og biologi

Jeg har nu fået spørgsmålet mange gange.

“Er det ikke svært at have samme tilknytning til børnene hvis man kun har født det ene?”

Jeg sidder i skrivende stund i London med en croissants ved siden og det er lige ved, at jeg mister appetitten ved tanken om alle de, der går rundt og ikke tror på os. At nogle kan tvivle på den kærlighed jeg har til Benedikte.

Benedikte. Mit førstefødte barn. Barnet, jeg har fulgt siden før hun overhovedet eksisterede. Jeg har siddet med hende i armene nat efter nat når hun har grædt. Jeg har sunget sange for hende. Jeg var der da hun tog dine første skridt og sagde sine første ord. Hun er barnet der gjorde mig til mor. Sammen har Sara og jeg brugt timer, dage, måneder, bare på, at betragte vores lille vidunder og alt hvad hun kunne og alt hvad hun siden hen har lært. Hun er et ønske barn. Hun er det barn jeg altid havde drømt om, at have i mit liv.

Det korte svar er: biologi, graviditet og fødsel spiller ikke og bør ikke spille en stor rolle i tilknytning og kærlighed til ens eget barn. 

Og det, at der er nogle der tvivler på om jeg elsker hende, forstår hende eller er ligeså knyttet til hende som med Vilfred? Det gir mig fysisk ubehag. Det gør mig desperat for, at budskabet skal spredes. For i vores hjem er der kun kærlighed, omsorg og helt almindelige dagligdagsproblemer.

Accept

Vi er mange (MANGE) homoseksuelle verden over. Lesbiske og bøsser, der får børn og skaber en familie. Vi skaber familier på forskellig vis, men det er netop familier vi skaber. Familier, der gør deres bedste og fylder dem selv med kærlighed, omsorg og liv. Set med mine øjne er der IKKE forskel på os og nogle andre. Der er jo forhelvede alligevel ikke nogle familier, der fungere ens? Disse ‘nye’ familier er kommet for, at blive og jeg vil have, at vi blir forstået og dermed accepteret.

Ja faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at der er en gammeldags, underudviklet tankegang, at man tror at der SKAL en far og en mor til at skabe en familie. Fordi når der er en af hvert køn, så er børnene i sikkerhed? Så er de sikret normalitet? Don’t even get me started. Jeg har tonsvis af eksempler på familier, der har storfejlet på familiefronten selvom de er ‘rigtige’.

“Men det er ikke naturligt”

Ja ja, naturlighed. Det er ikke naturligt, det er ikke meningen. Der er sgu meget, der ikke er naturligt eller meningen. Det er jo heller ikke meningen, at vi skulle kunne lave om på vores kroppe, køre i biler eller flyve på himlen. Men det gør vi. Mennesket følger udvikling af nye muligheder og ny udvikling muliggør at følge menneskets behov. Ikke sandt?

Der er har altid være homoseksuelle. Nu har homoseksuelle bare bedre muligheder. Ikke gode – men bedre. Og tak for det.

Jeg startede jo denne blog for, at være en slags informativ repræsentant eller noget, men jeg bliver lidt desperat over dette emne. Hvordan får man budskabet ud til flere? Jeg må blogge lidt mere aktivt og vise mig selv mere frem? Er det egentlig fair, at man skal blotlægge sig selv, for at få accept? Eller har I en bedre idet?

Jeg kender så mange ‘almindelige’ familier og regnbuefamilier (se mig jeg har mange venner 🙄) og jeg kan stå inde for dem alle sammen. De er alle fantastiske forældre med en kærlighed så stor, at man aldrig kan tvivle på om det der sker er godt.

Stop med at tvivle og begynd, at forstå, at der ikke er forskel på du og jeg.

 

Skriv et svar