Har vi overhovedet nogen mænd i vores liv?

Har vi overhovedet nogen mænd i vores liv? Det er altså lidt udfordrende, at skrive om det her. Svært både fordi jeg ikke orker, at fremstå som en mandehadsk lesbisk og dermed passe ind i fordommen herfor. Svært fordi, at svaret på spørgsmålet udmiddelbart er nej. Og svært fordi, at nogle af de mænd vi ikke har i livet, er savnet. Men det er et emne, der er værd, at reflekterer over.

Har vi overhovedet nogen mænd i vores liv?

Svaret er  som sagt mest bare; ‘næh ikke sådan rigtig’. Men det er alligevel også lidt en løgn. Min storebror er alle menneskers største idol. I ved det måske ikke, men det er han. Og hvis i gerne vil vide det kan i faktisk bare tjekke hans blog – så finder i hurtigt ud af, at jeg har ret. Min storebror er genial. Irriterende bevares, men genial. Hvem synes måske ikke, at en PhD skrivende tegneserieforsker, men hang til brætspil, te, god mad, musik og familiekærlighed lyder som et menneske man gerne vil være mere omkring? Han har præsenteret mig for vigtige ting som Ace Ventura, Malk de Koin og at ens første CD køb ikke særlig gerne skulle have været Nik og Jay (jeg elskede den CD). Tak for dig Felix. Uden dig ville jeg nok føle mig ensom og have identitetskrise hele tiden. Tit, hvis jeg lige har glemt hvem jeg er, an Felix nemt minde mig om det. Lyder det uselvstændigt af mig tænker du? Det er det på en måde også, men det er okay.

Anyways, han er en god onkel, god svoger og god bror. Han er en god far til sin datter og han er en god mand til sin kone (kæreste, men de har været sammen 13 år. wtf)

Derudover så ja, der er lidt lavvande på mandefronten. Hverken Sara eller jeg har kontakt til vores fædre. Det er selvvalgt og af forskellige årsager som jeg måske kommer ind på en dag. Jeg ved ikke hvordan jeg kan formulerer dette ordentligt ud i offentligheden, men det er bedst sådan. Jeg drømmer om at turde skrive om det, fordi jeg ved det ville være til gavn for mange mennesker derude, men jeg skal lige tage tilløb i ved. Men altså, ingen morfædre.

Så ingen mænd på kontoen, eller..?

Jeg har i mit liv en håndfuld gode mænd og det samme har Sara. Eksempelvis har par stykker af mine veninder tilfældigvis giftet sig med nogle af de bedste mænd på kloden. Mænd, der altid træder til hvis man har brug for en hånd. Mænd, der vil lytte til ens pladder og mænd, der interesserer sig for mig og min familie. Min mor har også fået sig en kæreste og ham er Benedikte helt tosset med. Hvis ikke han kigger, laver hun ingen kunstner og tricks (hvilket er det eneste piger på 3 år laver åbenbart).

Sara har også en kammerat. En ekskollega i 60’erne, som hun er tæt med. De snakker både om nørdede elfaglige ting, rejser, rødvin og om livet. Derudover har vi begge nogle nære venner, som vi påtænker, at væbne os med i tilfælde af direkte mangel på mand (stadig ikke seksuelt ment 😉 )

Men ved i hvad? Jeg er helt helt okay med situationen. Jeg mangler ikke en mand. Mit liv er ikke i direkte mangel på maskulinitet. Min hverdag fungerer som den skal. Jeg er lige præcis dér, hvor jeg skal være. Det kan være utrolig svært for mig, at forklare dette tydeligt nok. Men når jeg nu siger, at mit familie -og kærlighedsliv føles fuldendt, fuldkomment og helstøbt, så er det fordi, at jeg ikke føler nogle mangler hér.

Nu, lige for en sikkerheds skyld, vil jeg forsikrer jer om, at mit liv ikke er perfekt. Det perfekte liv findes ikke og det er for meget at forvente – hvilket jeg i øvrigt er helt ok med. Men altså, jeg føler mig ensom så snart der er to minutters ro omkring mig. Jeg kan ikke falde i søvn før Sara har fortalt mig noget jeg kan drømme om. Sara og jeg skændes og diskuterer som alle andre – også på datenights engang imellem. Jeg panikker nogle gange over det faktum, at jeg 26 år og allerede er gift og har to børn. Er jeg mon gået glip af noget? Andre gange panikker jeg over, at jeg bliver ældre.

Usikkerhed eller selvfedhed..?

Om det er usikkerhed blandt nogle eller selvfedhed blandt andre ved jeg ikke. Men det er ligesom om, at mit budskab ikke altid trænger (fucking) ind. Ja altså budskabet om, at vores liv ikke mangler en mand. Der er mange forskellige foreslag til, hvad det er vi kunne mangle i vores liv. En penis? -Really? det kan fixes. En til at tage beslutninger? -Bare prøv at udfordre mig. En til at spille fodbold med ungerne? -Ikke alle mænd kan spille fodbold, lad være med at bruge det som argument hele tiden. En normal barndom til børnene? – Hvad er normalt nu til dags?

Det er ikke nødvendigvis fordi, at jeg skal tale alle argumenterne for, at have en mand i sit liv ned, men lige i det her tilfælde mangler der ikke noget.

Ville jeg ønske, at jeg var endt med den rette mand og at mine børn skulle vokse op i en normal familie? Hvor vi udadtil lignede så mangle andre og hvor risikoen for at blive dømt var lidt mindre? Ville jeg ønske, at mine børn ikke skulle spørge hvorfor de har to mødre? Svaret er altså nej. Jeg tror ikke på, at der findes en sådan normalitet. Jeg ved, at mennesker dømmer mennesker og jeg tror på, at det ikke handler om seksualiteten hos mig, men om usikkerhed/uvidenhed hos dem selv. Jeg tror på at der findes kærlighed, og er man så heldig at man finder dén – så skal man fandme holde fast.