Historien om vores allerførste date. For noget tid siden, skrev jeg om hvordan Sara og jeg mødte hinanden aller første gang. Læs, eller genlæs en smuk historie om, hvordan et langt blik og lidt akavet desperation endte med, at blive til kærlighed, her. Jeg slutter indlægget af, med at love jer historien, om vores allerførste date. Og her kommer den <3
Et par hurtige SMS’er
Vi havde skrevet frem og tilbage om løst og fast et par dage, men det var altså på ingen måde en særlig ophisende eller inspirerende samtale. En formiddag blev jeg, som så mange gange før, alligevel lidt utålmodig:
Mig: Hej, har du haft en god dag og hvornår inviterer du mig ud på kaffe?
Sara: Hvad siger du til næste tirsdag?
Mig: Det lyder helt perfekt. Hvor og hvornår?
Sara: Hvad siger du til Café Englen kl. 19?
Mig: Dealio. Vi ses tirsdag.
Sara: Det kan du tro.
Hverken Sara eller jeg er de store SMS-skrivere og det var vi tydeligvis heller ikke dengang. Jeg kan huske, at de døde SMS’er fik mig til at tænke: Var Sara mon praktisk og straight forward som jeg, eller var hun fåmælt og intetsigende?
Om tirsdagen
Jeg arbejde som medhjælper hos hjemmeplejen da jeg mødte Sara. Det betød jo, at jeg på en helt almindelig tirsdag var på arbejde som så mange andre. Det betød også, at stressen og nervøsiteten meldte sig nogenlunde samtidig med at jeg fik fri kl 15. Jeg skulle jo hjem og gøre mig klar til den store date. KUN 4 timer til vi skulle mødes på cafeen.
Efter de obligatoriske 21 tøjskift var klaret og makeuppen var perfekt ‘date men stadig naturlig’-agtig sad jeg i bussen på vej ind til byen og snakkede nervøst i telefon med en veninde der beroligede mig.
Den allerførste date
Sara sad allerede på cafeen da jeg kom. Til tiden – det er noget jeg kan lide. Vi krammede goddag og Sara fik tryllet to glas rødvin på bordet allerede inden det muligvis kunne gå hen og blive akavet.
Men det blev ikke akavet. Vi drak rødvin og sludrede en times tid hvorefter vi besluttede, at det var tid til mad. Høflige sad vi og kiggede menukortet igennem. Jeg har senere hen fundet ud af, at Sara havde den samme diskussion med sig selv som jeg havde. Nemlig, om hun skulle vælge burger, fordi det er det lækreste, eller salat fordi det er det smartest.
Heldigvis fandt vi samtidig en burger med en STEAK inden i! – og denne burger blev vores redning ud af krisen. Kort efter sad vi og spiste hver vores steakburger, som viste sig, at være det lækreste i hele verden. Vi drak mere rødvin og snakken gik som smurt.
Efter maden
Efter maden gik vi et smut ud på gaden. Jeg var nemlig ryger dengang Sara og jeg mødtes. Ude på gaden er der lidt tavshed. Sara siger forundret, at hun huskede mig som værende meget højere end hende. Jeg griner og siger at jeg absolut også var sikker på, at hun havde været mindst et hovede lavere end jeg. Sara er dog stadig, til min tilfredshed, lidt lavere end jeg, selv når jeg ikke har hæle på.
Da vi går ind igen bliver vi tilbudt et bord i deres udstue. Her må man nemlig gerne ryge. Vi får et lille hyggeligt bord, med stole ved siden af hinanden. Der er musik og efterhånden en ret god stemning. Var det mon rødvinens skyld? For en god ordens skyld, får vi et glas mere, som vi kan sunde os på.
Fremtidsdrømme
Snakken går nemt og vi får snakket om, hvad der føles som alt. Sara fortæller om sin bedstemor, der lå indlagt på hospitalet. Hun fortæller om sin uddannelse som elektriker og hendes liv som en del af et lesbisk miljø. Hun fortæller om sin mor og søster og hvordan de betyder alt i verden for hende. Hun fortæller også, at jeg lige ville passe ind i deres trekløver, og at det var sjældent set.
Vi snakker om mit liv. En pige fra landet vokset op med heste i baghaven. Jeg fortæller om at jeg er nyflytter til Aarhus, og at jeg faktisk ikke rigtig kender nogen endnu. Jeg fortæller om mit arbejde og alt det jeg drømmer om, at opleve i livet.
Især fremtiden snakker vi meget om, mens vi sidder der og drikker rødvin. Vi snakker om lande vi gerne vil se, huse vi gerne vil bo i, teltture, koncerter, teater og meget mere. Men én ting vi snakker meget om, er drømmen om at skabe en lille familie. En familie, som er ens helt egen og som er ens helle og base her i livet.
Det første kys
Selvom snakken er intens og flirten på sit højeste, skal Sara dog alligevel tisse. Fair nok efter 3-4 glas rødvin, kaffe og lidt vand ikk? Hun rejser sig op med glasset taget et sip og rækker ind over mig for, at stille glasset på bordet. Jeg kan huske at mit hjerte hamrede så meget, at jeg var bange for, at brække mig lige i hovedet på hende. Vores ansigter var så tæt, at jeg var overbevist om at hun ville kysse mig.
Sara virkede ikke til at have opdaget noget, og smuttede ind for at tisse. Jeg sad rank på min stol og prøvede at få både hjertebanken og brækfornemmelser under kontrol. Hun kommer tilbage med et kækt smil og spørger om jeg havde håbet på et kys, der før, for så havde hun da vist snydt mig for et. Jeg mumler bare genert ned i bordet, lidt akavet til mode efter hendes offensive måde, at spørge ind til det, der skulle have været vores første kys.
Sara er fortsat kæk. Husk lige på, at vi jo begge efterhånden er godt rødvinssnaldret på det her tidspunkt. ‘Så må jeg hellere kysse dig’ siger hun og kysser mig derefter på kinden. Utålmodigt vender jeg hovedet og siger noget ironisk, i stilen med, at et kys på kinden da er enhver piges drøm.
Så kysser vi. Måske vi også kysser lidt mere end man burde på en cafe en almindelig tirsdag aften. Jeg husker det som at vi kysser videre hele vejen hen til den bus jeg skal med for, at komme hjem.
Om vi var forelsket allerede her, ved jeg ikke. Men jeg husker tydeligt, at vi følte os rigtig godt hjemme i hinanden selskab.
Dette var historien om vores allerførste date. Hvad der skete efterfølgende fortæller jeg om en anden god gang <3
<3 elsker dine historier
Hvor er det bare dejligt at høre Tea <3