Hvad er en regnbuefamilie?
Nogle gange spørger folk mig om, hvad en regnbuefamilie mon er for noget. Og det er på en måde et meget godt spørgsmål, hvis man slet ikke har foden inden for nogen form for ‘anderledes’ familiesammensætning eller seksualitet. Begrebet regnbuefamilie er relativt nyt og er opstået idet lesbiske, bøsser mv er begyndt at danne børnefamilier.
Definitionen må lyde noget i stilen af: En regnbuefamilie er en familie hvor mindst én af forældrene er homoseksuel, biseksuel mv.
Hjemme hos os finder man Sara, der er lesbisk og mig, der i bund og grund nok er panseksuel. Sammen har Sara og jeg fået børn og det gør altså os til en regnbuefamilie.
Læs også indlægget “en kunstig familiekonstellation” og få et indblik i vores lille familie.
Er man registreret som regnbuefamilie?
Nej, der findes ikke et regnbuefamilieregister. Der er ikke noget, der hedder ‘os og de andre’ når det kommer til familiesammensætninger. Der var lige for et par år siden, hvor nogle politikere gerne ville have, at man skulle kunne skelne homoseksuelle fra heteroseksuelle, men det blev heldigvis aldrig til noget.
Faktisk er det i år 10 år siden, at lesbiske par og solomødre blev ligestillet med heteroseksuelle par – i hvert fald i forhold til fertilitetsbehandling da. Det betyder, at vi i dag ‘får lov’ til fertilitetsbehandling i Danmark på lige fod med hinanden.
Er definitionen vigtig?
Om det er vigtigt at definere sig selv med ord som regnbuefamilie, lesbisk, panseksuel osv er ret individuelt. Jeg tænker to ting:
1 – At bruge ordene i flæng, mener jeg, fjerner stigmatiseringen. På den måde føles det nogle gange som om, at jeg meget hurtigere kan blive set som andre ting også.
2 – At italesætte forskelligheder baner vejen for andre forskelligheder, idet vi bliver en del af det ‘normale’. Og det tror jeg er godt – der skal jo være plads til alt og alle.
…
Det korte svar er at det bare er en familie og at vi alle skal stoppe med at prøve at definere hinanden. ❤ (Også selvom det er svært)