Lige om lidt har Sara og jeg kendt hinanden i 8 år. I lebbeverdenen betyder det selvfølgelig, at vi har været kærester i 7 år og 11 måneder. Til dig der ikke kender det stereotype lebbepar og joken her – så er det fordi lesbiske har en tendens til at blive kærester og flytte sammen inde for den første uge. Måske inden for den første måned men så har man også trukket den.
Den lynhurtige version om at gå fra Gbar til Fiat Panda
Det føles som bare for nylig, at jeg fuldede mig på G-bar. Som om det ikke er mere end et par uger siden min selvklæbende gummi-bh var gledet af efter flere timers dansen. Jeg husker så tydeligt hvordan jeg fik hevet den ud af min kjoles bare ryg og måtte have den i jakkelommen i garderoben. Hvordan jeg på tårnhøje hæle stod i rygerummet og smøgede den. Helt cool og afslappet udadtil og superflakkende og afventende inden i.
Sara havde jeans og en glimmerstrik på og hun dansede frygteligt. Samtalen vi havde var endnu mere tå krummende, du kan læse hele historien her. Men alligevel var det som om der var noget. Lige der, i luften imellem os. En lille bitte varme. Som en lillebitte flygtig kærlighed, der trængte til at blive gjort ægte.
8 år, et frieri, et bryllup, tre insemineringer, to børn, to lejligheder og en Fiat Panda senere og vi står her stadig. Det er som om jeg kan huske alting og ingenting på samme tid. Jeg er 29 år og siden jeg var 21, har jeg blinket max fem gange, men alligevel er alt dette sket. Jeg er så glad for, at vi sammen har haft kærlighed nok til at tage alle de store beslutninger vi har taget og gennemført.
De bedste år inklusiv distræt kærlighed
Vi valgte ligesom bare hinanden til dengang. Dengang var det det nemmeste i verden at vælge hinanden hver eneste dag. Nogle gange så nemt, at vi kunne glemme venner, familie, hobbyer og os selv i vores kærlighed til hinanden. forelskede
I årene har der været tider, hvor det var mere udfordrende end andre at vælge hinanden til. Vi lever to travle liv hver især. Vi har uddannelser, jobs, venner og hobbyer. Livet sammen har været i det dobbelte tempo med børn og familieliv også. Med så meget på tallerkenen har vi begge oplevet hvordan sindet bliver distræt. Distræt på den måde hvor man ligesom bare lever i det og lidt glemmer hinanden. Især dét, at få en lille baby ind i livet og pludselig have noget, der er større end alt. Også større end det parforhold, der oprindeligt skabte en familie. Så bliver man distræt og glemmer at være kærester for en stund.
Idag skal vi stadig huske på, aktivt at vælge hinanden og kærligheden til. Vi skal stadig huske at afstemme forventninger og drømme til livet. Jeg tror på, at det er vigtigt lige at stikke en finger i jorden. Lige mærke efter om vi stadig er på et spor, hvor vi begge to kan følge med. Om vi er et sted i livet der giver mening for os begge to og om der stadig er kærlighed nok til, at bære alt det hersens.
Smæk i måsen og hverdagskærlighed
For nylig sad jeg på Saras skød og spurgte om hun mon var verdens bedste hustru eller om hun måske var dum og naiv? (den ærlige type) For hvem stoler blindt på en uerfaren blogger og e-bogskribent med femhundrede drømme? Det gør Sara. På den måde er hun det allermest opbakkende og støttende menneske jeg kender. Hun vil tro på dig, selvom du ikke selv gør det. Hun vil til gengæld miste al tro på sig selv et par gange om dagen. Men her har hun mig til at tro på hende og så klarer vi også den.
Jeg synes, at Sara og jeg er blevet eksperter i hverdagsromantik. Et kys i nakken midt i ulvetimen. Et sassy blink eller smæk i måsen over madlavning eller støvsugning. Sara køber nogle gange strømpebukser til mig eller lader mig sove en halv time ekstra om lørdagen. Jeg forsøger ikke at spise de chips hun har købt for sine egne lommepenge og jeg bestræber mig på at give hende fodmassage. Helst en gang om ugen.
.. også om tirsdagen
Jeg håber på, at vi kan blive ved med at have denne hverdags kærlighed. Den er en lovning om, at de gode intentioner er der. At vi gerne vil hinanden og kærestetiden, også selvom tiden ikke altid er til det. Jeg føler, at det giver en ro i maven at vide at kærligheden er herhjemme. Også om tirsdagen mens tempoet er højt. Det betyder at vi har få romantiske ud-af-huset-dates, men rigtig mange gode og semi-kærlighedsagtige stunder i hverdagens trummerum. Jeg tænker at det er sådan småbørns-familielivet
Jeg håber at vi fortsat kan have kærlighed nok til at tage store beslutninger og føre dem ud i livet sammen <3
