“Månedens regnbuefamilie” er mit forsøg på, at introducere den mangfoldighed, som (også) hersker blandt homoseksuelle. Mød familier, der ligesom Morogmor, er anderledes sammensat. Læs interviewet og nyd billederne af skønne mennesker, der lever et helt almindeligt liv.
Mød her det lesbiske par Di(29) og Pernille(26) Lykke Rosenberg. Som deres fælles efternavn afslører er de gift. Brylluppet blev holdt sommeren 2015, mens Pernille var gravid med deres søn, Holger, der i dag snart er 1 år gammel.
Hvordan mødte i hinanden?
Di – Vi mødtes i byen gennem fælles venner. Pernille syntes jeg var frygtelig arrogant.
Pernille – Hun gik rundt med sin fisefornemme tøjstil, var velformuleret og kom fra en kernefamilie. Jeg kunne ikke holde ud, at hun sådan skulle holde på formerne og være høflig hele tiden og sådan noget.
Di – Ja og jeg syntes faktisk, at Pernille var alt for fuld. Hun var uhøflig og bandede hele tiden. Og så kunne hun ikke finde ud af at snakke i et normalt toneleje. Hun snakkede så højt at alle kunne høre hende. Af en eller anden årsag kunne vi ikke helt holde os fra hinanden alligevel.
Pernille – Jeg havde sagt til Di, at hun ikke skulle forelske sig i mig. Jeg var på det tidspunkt lidt træt af veninder, der forelskede sig i hinanden. Det ødelagde venskaberne. Men altså, da Di så ikke lagde an på mig blev jeg nok alligevel irriteret og lidt stædig. Det var nok omkring her, at jeg godt vidste at der var mere i det, end bare venskab.
Hvad elsker i mest ved, at være sammen med hinanden?
Di – Pernille er meget hjælpsom, hun hjælper altid hvor hun kan. Det gir’ mig en rar fornemmelse i maven og så giver det mig en naturlig lyst til også, at hjælpe andre. Jeg bliver glad og stolt over at være samme med en kvinde, der har den evne. Jeg føler ikke, at det er mange mennesker, der har en ubetinget lyst til at hjælpe andre. Det kan jeg godt lide.
Pernille – Di er ordensmenneske og det har jeg brug for. Både fordi jeg på en måde er et kaosmenneske af sind, men også fordi jeg kontant ligger ting fra mig og derefter ikke kan finde det. Så kan jeg senere finde mine nøgler eller mit dankort på vaskemaskinen eller i bunden af bilen. Di skaber gode faste pladser til tingene, så jeg har et sted at lægge dem. Det samme gælder mit lidt kaotiske sind, Di er god til at skabe hylder til alt mit rod inde i hovedet.
Hvad er hinandens dårligste vaner?
Di – Pernille kysser vores hund Ziva på næsen hele tiden og så igen. Det synes jeg er ulækkert.
Pernille – Jeg kan slet ikke holde ud, at Di tager strømper på, som det allerførste når hun har været i bad. Det er så åndssvagt.
Hvorfor ville i gerne have børn og være forældre?
Di – Ret hurtige følte vi, at vi skulle være sammen resten af livet og dertil kom det os ret naturligt gerne at ville have børn sammen og gerne hurtigt. Det er faktisk en af de få ting vi har været enige om helt starten af – altså at vi gerne ville have børn, og at det skulle være med hinanden.
Pernille – For det første, så har jeg aldrig tænkt 1 sekund, at bare fordi jeg var sammen med en pige, at jeg ikke skulle have børn. Jeg har selv ingen forældre tilbage og har derfor altid haft kæmpe drøm om, at starte en familie.
Hvorfor var det Pernille, som bar Holger?
Di – Altså jeg har altid vidst, at jeg aldrig skulle være gravid. Jeg har aldrig rigtig haft følelsen af, at ville det og jeg kan på en måde ikke sætte mig ind i oplevelsen af, at være gravid. Min opfattelse af og den måde jeg altid har forstillet mig livet når jeg fik et barn, har været som partneren til en gravid. Nusse om min partners mave, beskytte hende og bygge en rede. Det er det jeg har forestille mig altid, når jeg tænkte på børn. Så det kom helt naturligt for os – især når nu Pernille helt automatisk følte at hun skulle lave masser af babyer.
Hvilken type donor har i valgt?
Pernille – Vi har en anonym donorer. Det var ikke Dis første valg, men det var mit ønske. Der var faktisk ikke rigtig nogle af os, der ville give os i denne diskussion. Personligt er jeg helt sikker på, at det handler om, hvem man er og hvor man kommer fra. Jeg synes fx. ikke, at man som barn nødvendigvis har krav på, at vide hvor man kommer fra. Jeg tror ikke man kan ‘fucke’ sine børn op hvis man lever fornuftigt liv, er der for dem og elsker dem alt hvad man har lært. Jeg tror på at, vi som forældre kommer langt med en stabil hverdag, gode værdier og en positiv indstilling. Og masser af kærlighed.
Jeg har jo mistet min mor og far, idet de levede et lidt hårdt liv. Jeg så ikke rigtig min far de første mange år af mit liv. Det betød, at jeg på en måde følte, at jeg kun havde en mor. De har begge altid haft gode intentioner – de formåede bare ikke at gøre det, det krævede. Det har jeg måtte tackle. Jeg mener nok bare, at hvis det ikke det ene dilemma ens barn vil stå i, så vil det være noget andet. – Jeg havde også et behov for, at det skulle være os, som familie. Uden en donor, der ventede ude i fremtiden.
Di – Det var en af de diskussioner, som gjorde, at der gik lang tid før vi gik igang – vi var meget uenige (Di smågriner) Jeg synes det er en ambivalent situation, at diskutere. Det er et barn, der vokser op hos to kvinder. Hvis han så en dag får brug for viden om hvem donoren er, så tror jeg på, at et svar ville kunne hjælpe ham. Afhjælpe hvad-end krise han stod i.
I dag er jeg glad for den lukkede donor. Det føles rart, at være vores lille familie på tre. Jeg har jo altid forstået Pernilles synspunkt 100%, jeg følte bare ikke dengang, at det var et valg, som vi kunne tage på et ufødt barns vegne. Sådan har jeg det ikke i dag. Jeg forstår nu, at det er en gammel forestilling om, at lykken skabes af en kvinde og en mand og deres kærlighed. Det er den forestilling eller idé, som gør, at vi er anderledes. Men i virkeligheden når jeg kigger mig omkring, så er der næsten ingen ‘normale’ sammensætninger derude.
Hvordan er det, at være en familie på tre?
Pernille – Jeg synes altså, at det er mega sjovt. Jeg synes Holger er mega sjov. Det er slet ikke så hårdt som folk har sagt. Jo jeg er da træt! mega træt. Men vi har en fed hverdag med gang i den, og så man opdager ikke trætheden på samme måde som tidligere. Vi har også travlt på helt anden måde end før. Familielivet betyder også, at jeg er blevet meget bedre til at sætte pris på de små ting i livet. Det tror jeg, at jeg har haft godt af, at lære.
Di – Jeg er enig. Det er slet ikke så hårdt som folk har fortalt os. Jeg har fået en helt anden ro. Det er livsbekræftende. Jeg er vild med de faste rammer og rutiner. Fx kan man tydeligt se på Holger, hvor meget han elsker når vi alle sidder og spiser aftensmad. Det er rart, at se livet i et helt andet perspektiv.
Føler i jer anderledes?
Begge – Nej
Pernille – Nogle gange får vi det af vide. Og så kan jeg da godt se det er rigtigt. Men herhjemme ligge Di og jeg aldrig mærke til, at vi det.
Di – Nej. til hverdag tænker vi ikke over, at vi er to piger. Vi er et sæt forældre og et kærestepar. Vi er meget glade i det vi har og hviler meget i vores personer og i vores liv. I vores familie.
Pernille – Ja. Vi er fede forældre. Vi føler selv at vi gør det godt!
Dyrker i det homoseksuelle miljø?
Pernille – Vi har homoseksuelle venner, men vi dyrker det ikke som sådan. Jeg har aldrig fx aldrig nogensinde haft lyst til, at tage til arrangementer for homoseksuelle.
Di – Vi finder ikke meningen med, at samles om vores seksualitet. For os er det ikke ligesom en sport eller noget. Vi snakker sjældent om det herhjemme og tillægger det ikke rigtig nogen særlig værdi. Jeg kan godt forstå, at man kan have brug for, at mødes og spejle sig i hinanden. Jeg forstår godt hvorfor man kan en usikkerhed omkring sin seksualitet. Både i en familie eller som single kan man have brug for at bekræftelse. Det tror jeg er en helt generelt ting for mennesker.
Pernille – Jeg forstår det ikke rigtig. Der er mange forskellige slags homoseksuelle så hvorfor skal man mødes kun på baggrund af sin seksualitet. For mig, fylder den del ikke særlig meget.
Hvad er det sjoveste/dummeste i har oplevet af reaktioner på at i er lesbiske
Di – “Ej er du en pige?” Det kommer ofte meget mere bag på folk, at jeg er en pige end hele det lesbiske aspekt.
Pernille – “Er du lesbisk, du ligner ikke en lebbe”. Det synes jeg er så underligt – hvordan ser en ‘lebbe’ ud? Men ja, tit handler det meget om hvorfor Di ligner en dreng.
Di – Og så spørger de om jeg gerne vil være en dreng? Neeeej jeg vil ej. Jeg kan godt lide mig selv, som jeg ser ud. Det må da være det vigtigste. Men det er tit aalt for abstrakt, at forstå hvis ikke man kender mig. Men jeg er nok bare ret god til, at være mig selv. Jeg er altid blevet accepteret, haft masser af venner og følt mig som en del af selskabet. Det er kun når man møder nye mennesker.
Hvad er jeres fremtidsplaner?
Pernille – Vi skal have en 7-8-10 børn tænker jeg 🙂
Di – Nej Mille
Pernille – Vi skal færdiguddanne os, bygge kolonihaven færdig, tjene penge, lave børn og købe hus. I ubestemt rækkefølge selvfølgelig
Di – Ja det lyder umiddelbart som planen <3