Månedens regnbuefamilie – Mød Karen og Joan

“Månedens regnbuefamilie” er mit forsøg på, at introducere den mangfoldighed, som (også) hersker blandt homoseksuelle. Mød familier, der ligesom Morogmor, er anderledes sammensat. Læs interviewet og nyd billederne af skønne mennesker, der lever et helt almindeligt liv.

En smuk søndag morgen tog jeg hele familien med til silkeborg for at kombinere brunch, leg og et interview med familien Frost. På billedet ovenfor møder i hermed det lesbiske par Karen(35) og Joan(38) Frost. (Karen til højre, Joan til venstre). Som deres fælles efternavn afslører er de gift og har været det siden 7.9.13 hvor de blev gift på Rådhuset i Silkeborg.

Karen og Joan bor i et femværelses rækkehus i udkanten af Silkeborg. Det store rækkehus er nødvendigt, for hjemme hos Familien Frost er der nemlig altid gang i den. De bor nemlig 5 mennesker under samme tag. Joan har to, store drenge fra sit tidligere ægteskab, der skiftes mellem, at være hos dem og Joans eksmand. Den ældste, der er multihandicappet hedder Anton og er 14 år og så har hun Gustav på 10 år. Karen har taget begge drenge under sine vinger. Karen elsker drengene og drengene elsker Karen. 

Det femte og yngste familiemedlem er lille Thea på halvandet år og er Karen og Joans fælles barn. Med to mødre og børn med forskellige forældre er det blevet sådan, at begge drenge kalder Joan for mor og Karen for Karen. Karen kalder sig selv mor overfor Thea, og så venter de i spænding på, hvad Thea ellers beslutter sig for, at kalde dem. Måske det bliver mor og mor, måske det bliver noget andet.. Det vil tiden (nok meget snart) vise. 

Hvordan mødte i hinanden?

Karen – Altså, den aller første gang mødtes vi på G Bar i Aarhus selvfølgelig. (Karen tilføjer grinene, at ægte kærlighed finder man på G Bar)
Joan – Jeg var sendt i byen efter aftale med min daværende mand. Vi havde sammen aftalt, at jeg skulle finde ud af om det jeg gik og følte og tænkte på, var noget ægte. Jeg har flere gange i mit liv, været i tvivl om, om jeg var til piger. Jeg havde bare altid troet, at det var noget alle kæmpede med engang i mellem.
Karen –  Joan ville gerne have en familie og det sørgede hun for, at få. Hun fandt en god mand og fik dejlige børn. Men det ændrede ikke følelsen af, at hun stadig manglede noget.. Men altså, jeg spottede Joan på Gbar og bød hende hen til mit bord. Vi stod længe og snakkede sammen. Joan fortalte mig både om sin mand og børn og at hun var uddannet sygeplejerske. Men jeg hæftede mig mest  bare ved, at Joan var sygeplejerske. Sygeplejerske har jo kittel på næsten hver dag og det er jeg altså helt vild med. Jeg mener selv, at jeg fokuserede på det mest relevante Joan fortalte den aften.

Joan – Jeg tog med Karen hjem den nat, mest som en engangssting. Alligevel skriver hun til mig på Girlfriend ret hurtigt efter og det næste halve år var meget forvirrende for os begge. Vi var ikke kærester men jeg blev på en måde en naturlig del af Karens liv i Aarhus og jeg følte, at jeg hørte til hos hende og i den verden hun præsenterede mig for.
Karen – Efter et halvt års tid var jeg, til trods for mange skrupler, blevet meget forelsket. Det var hårdt, at Joan var gift og havde været det i mange år. Hun havde et liv, som svært kunne ændres og hele hendes liv var, for mig, meget intimiderende. Men jeg savnede hende hele tiden.
Joan – og mig, der sad i et ægteskab var ligeså forelsket i Karen som hun var i mig. Min mand og jeg vidste måske godt dengang, at forholdet var på vej mod en afslutning. Det var nok derfor, at han støttede mig i processen og opfordrede mig til at finde ud af hvad det hele handlede om for mig. Vi lavede aftaler om hvilke skridt jeg skulle tage og tog på en måde hvert skridt sammen. Han hjalp mig meget gennem processen og i dag er jeg så heldig, at have ham som min bedste ven.  Men på denne måde blev Karen og jeg klar over, hvad vi skulle være for hinanden og samtidig blev mit ægteskab klar til, at slutte. De to liv jeg levede kunne ikke fungere samtidig. Jeg skulle være sammen med Karen. 

Hvad elsker I mest ved hinanden?

Karen – Jeg bliver helt varm inden i når Joan er sammen med børnene. Hendes kærlighed og omsorg er enormt rørende. Jeg forelskede mig i en kvinde, som var mor og det elsker jeg ved hende. Hun er hjertevarm og rummelig og så acceptere alle mine autistiske træk. (Karen  kigger rørt på Joan)

Joan – Du er autistisk og jeg er neurotisk 😉 – Karen rummer enormt meget. Hun rummer den sammensatte familie situation vi lever i. Hun er rummelig overfor mig og andre mennesker og det er ganske få mennesker jeg har oplevet, at Karen ikke kunne rumme. Så elsker jeg også, at vi begge to lidt nørdede. Karen spiller gerne PlayStation mens jeg strikker og det er nok min yndlings tid. Så kan vi ligesom parallel nørde, hehe. 

Hvad er hinandens dårligste vaner?

Karen – Hun bider negle. Jeg kan simpelthen ikke få hende til at stoppe og den hånd er oppe foran hovedet hele tiden.Det driver mig til vanvid.
Joan – Hun er et rodehoveder. Det var faktisk en af mine største bekymringer da vi flyttede sammen. jeg kan ikke holde ud, at der er ting uden orden. Karen havde to kasser med ledning som jeg gerne ville rydde op i, men ikke måtte. Nu står der én kasse ude i skuret. Bare fordi man er elektrikerdatter behøver man ikke have en kasse med ledninger.

Hvorfor ville i gerne være forældre igen?

Karen – Jeg har altid gerne ville være gravid og have børn. Jo mere jeg snakkede om det foran Joan, des mere skruk blev hun. Muahaha
Joan –  Jeg havde jo to, og syntes at det måtte være rigeligt. Men jeg følte alligevel at Karen skulle have den oplevelse og udleve den drøm det er, at blive gravid. Jeg ville ikke fratage Karen den oplevelse. Karen havde sagt ja til meget i forholdt til mig og mit liv med mand og børn. Jeg var jo alligevel ikke i tvivl om, at jeg ville elske barnet så derfor skulle hun selvfølgelig være gravid.
Karen – Senere har vi jo så også set, at Gustav har godt af at få en rask søskende. De elsker hinanden så højt, og de leger og fjoller hver eneste dag. For den samlede familie føler jeg, at Thea har bragt og tættere sammen.

Hvordan var det, at være partneren til den gravide, Joan?

Joan – Jeg var ikke særlig misundelig på graviditeten må jeg nok indrømme. Men med de to kejsersnit jeg har i rygsækken var det en fantastisk oplevelse og deltage i en fødsel
Karen – At Joan er sygeplejerske er tit ret fedt og under fødslen var Joan en klippe jeg ikke kunne ha været foruden!
Joan – men altså, jeg er jo vandt til, at være den eneste mor i huset og derfor vandt til at påtage mig alle de moderlige opgaver. Derfor blev jeg på en måde lidt usikker mens Thea stadig var en lille baby. Jeg havde alle de her instinkter og følelser i mig men jeg kunne ikke fx amme eller gå hjemme på barsel osv.
Heldigvis gav Karen mig rigeligt med plads og tid til, at være sammen med Thea og være lige så moragtig som jeg havde brug for det. Karen var rigtig godt til at være hende, som lige havde født. Lynhurtigt blev Thea ældre og i løbet af få måneder var vores forældre roller blevet udlignet og jeg følte mig igen lige så meget forælder som Karen.

Hvilken type donor har i valgt?

Joan – Vi har valgt en anonym donor. Det valgte vi blandt andet fordi vi ønskede, at Thea kun skulle være vores pige. Der ud over er jeg selv vokset op uden, at vide hvem min biologiske far er. For mig har aldrig nogensinde været et problem. Jeg har vidst det lige siden jeg kunne forstå og det har aldrig fyldt i mig. Jeg har altid haft den familie jeg skulle have. Dog kan jeg godt blive helt nysgerrig på hvordan han ser ud. Men det er vist bare nysgerrig.
Karen – Faktisk kan jeg kan se rigtig meget af Joan i Thea. Selvom, at der ikke er noget genetisk forbundet i mellem dem, så er Joan alligevel at se i Thea.
jeg havde ikke noget foretrukket med hensyn til doner. Vi snakkede kort om, om Joans eksmand skulle være donor. Men det blev sgu for kompliceret. Det var også mest oppe og vende fordi, det kunne have været fint med dem som halvsøskende.

Hvordan er det så, at være en familie på 5?

Joan – Et endnu større puslespil. Man kan ikke være alene med Anton og Thea på samme tid. Der er vi bundet af at være hjemme samtidigt. De er alle tre enormt forskellige børn med meget forskellige behov og derfor kan vi på en måde se, at vi ikke kan presse meget mere ind, end det vi har. Samtidig lægger vi stor værdi i at give alle børnene kvalitets tid. både sammen og individuelt. At huske at tage med Gustav til fodboldkamp osv. Vi har dog stadig tid til hinanden, men det er mest herhjemme. Vi skal huske at komme ud og være kun kærester. Det er rart når vi husker det.
Karen – I hverdagene er samarbejdet, puslespillet, tidspresset og forældre skabet, noget der giver stor værdi for os. Vi elsker simpelthen følelsen af, at det hele går op i en højere enhed. Men det er også vigtigt, at få tanket lidt op engang imellem.

 

Hvor lesbiske føler i jer så egentlig?

Karen – Jeg følte mig bestemt mere lesbisk som single. Jeg flyttede fra et singleliv midt i Aarhus og nu bor jeg i Silkeborg, er gift og har børn. Herhjemme føler jeg mig ‘for vildt’ som et forældre par med børn. Jeg tænker ikke rigtig over det, nej.
Joan – Jeg har enormt svært ved at betegne mig som en ‘homo’. Det er nok derfor jeg nok heller ikke ‘ligner en typisk lebbe’. JEg tænker nogle gange på. at det da kunne ha’ været sjovt, at have være ung og lesbisk. Festet og fået masser af erfaring. Men samtidig kan jeg forstå, at det er et hårdt miljø hvor alle kender alle og alle er sammen med alle. Det er jeg ikke god til og jeg tror ikke, at jeg havde kunne finde ud af det. Jeg kan godt lide at være en kernefamilie og jeg kan godt lide at være voksen og lesbisk. 

Føler i jer anderledes?

Joan – Kun nogle gange når vi er ude. Men det er ikke nødvendigvis pga. vores seksualitet. Det, at have et multihandicappet barn er nok det ved vores familie, der har mest betydning for vores hverdag. Det er mere på den måde, at vi skiller os lidt ud. Vi har bare nogle andre betingelser end andre børnefamilier. Anton er jo kommet på institution nu og når han er er hjemme, så samles vi under samme tag alle sammen alle de dage han er hjemme. Så bor alle tre børn, Karen, drengenes far og jeg her i huset og det fungere altså ganske godt.

Dyrker i det homoseksuelle miljø?

Joan – Der er faktisk startet noget op i nærheden af hvor vi bor. Der er nemlig en hel del homoseksuelle par i omegnen. Men det passer os aldrig med pasning osv., og man kan sgu ikke lige hive tre børn med, det er nemlig ikke sådan et børne arrangement. Vi har nok heller ikke prioriteret det højt nok.
Karen – Jeg tror mere det er familielivet vi gerne vil prioritere. Fx har vi “handilogen” og så andre børnefamilier vi mødes med. Det er noget vi prioritere højt. Dem har vi brug for at spejle os i, sparre med og føle os i fælleskab med. 
Joan – Men det er ikke det homoseksuelle som sådan. Mere det med at være en familie eller det at vi er en sammensat familie.
Karen – Det er rigtigt. Vi er meget taknemmelige for, at nu, hvor vores konstellation er som den er, at den så fungere. Så det er mere familielivet end det lesbiske liv, vi dyrker.

Hvad er det sjoveste/dummeste i har oplevet af reaktioner på, at i er lesbiske?

Karen – “Hvem er så manden i forholdet?”  men det må være mig, for jeg er under tøflen, Hahahaha

Hvad er jeres fremtidsplaner?

Karen – Vi skal have et fodboldhold
Joan – Nej det skal vi så ikke. Vi skal finde en måde hvorpå, at vi kan blive ved med, at have det så godt som vi har det nu. Frem over for altid. Og så skal Karen have sig et fast job. Vi har det sgu ret godt hva!? <3