I sidste uge delte jeg et gammelt indlægfra da Benedikte fra da hun var omkring de 3 år. Det handlede om, hvordan vi herhjemme griber det an når børnene spørger indtil det med at vi er to mødre i familien. I tråden på indlægget fik jeg lidt feedback og det satte tankerne i gang hos mig. Der er jo sket meget siden jeg skrev det indlæg. Både hos os som forældre, hos børnene og i samfundet.
Indlægget jeg referer til er fra august 2017 og du kan læse det her: Hvorfor har jeg egentlig to mødre, mor? I indlægget sætter jeg op, at det er svært, at være forberedt på, hvilke udfordringer vi vil møde i relation til emnet. Om hvorvidt det bliver manglen på svar eller manglen på mand, der vil få betydning. I forhold til indlægget er vi jo altså i fremtiden nu. Men jeg vil tilskrive dette indlæg det samme som det andet – det er svært, at vide hvilke fremtidige dilemmaer man skal forberede sig på, i nuet.
Hvordan laver man børn?
Sara og jeg er ret afstemte på området. Som vi gjorde da Benedikte var 3 år, så svarer vi stadig enormt ærligt på spørgsmål når de kommer. Spørgsmålene fra Benedikte har bevæget sig fra, at handle om hvorfor hun har to mødre til, at handle om hvordan man får børn?
Der skal jo også være en far når man laver børn, påpeger hun så ganske rigtigt. Sara og jeg fortalte hende den dag om det, at købe sig til sædceller fra en donor. At en donor er et menneske, der gerne vil donere noget de har. For eksempeltvis deres sædceller til kvinder, der vil have børn. At vi købte de helt rigtige og bagefter fik hjælp af en læge. Lægen sørgede for, at sædcellerne fandt vej helt op til ægget osv osv (du kender processen). Bagefter så vi en video på YouTube om hele befrugtningsfasen og udviklingen fra embryon til baby. Det var en dødsmuk oplevelse, at se videoen med hende, og hun og vi snakkede om det i mange uger.
Vi snakkede om hvor mange æg og hvordan de allerede ligger inde i hendes æggestokke til hvis hun vil have børn som voksen. Vi snakkede om hvorfor der skulle så mange sædceller til, men kun et æg. Vi snakkede navlesnore og det ufødte barns synkebevægelser. Vi snakkede om alle de spændende ting og hun er virkelig fascineret af hvilket mirakel det er.
Men samtalen om os to mødre er endnu blevet ved dette. Og selve donor snakken har heller ikke rigtig udviklet sig (endnu). Men dét er altså også et svært koncept; en ting er, at forstå, at en mand har hjulpet med en graviditet. Men at lægge sammen, at han måske rent genetisk kan være interessant, at tale om, det er komplekst. Jeg har heller ikke tænkt mig, at presse det på hende før hun overhovedet har fået øjnene op for emnet selv.
Er du min far?
Vilfred har kun sagt ganske lidt om emnet. Ligesom Benedikte gjorde dengang, så vil han gerne prøve ordet af i sin mund og i sætninger. Det er på den der måde hvor han et par gange har sagt; Du er min far. Så spørger jeg stille og roligt; skal jeg være din far, skat? Og så har han sagt; neeeej, du er jo en moooar. Og så har fnist og måske hevet i mine læber eller prikket mig i panden (ps. vi øver gode måder, at udtrykke glæde, som ikke nødvendigvis gør ondt på andre mennesker). Derudover var der altså kun den ene dag, hvor han ved aftensmaden sagde noget alla; Jeg har ikke nogen far, jeg har en mor og en mamma’. Det var Benedikte, der nåede, at bekræftende at svare ham; Ja vi har en mor og en mamma og Lars fra børnehaven har kun en far.
Det er måske nemt for Vilfred med den alder han har. Som lillebror kan man jo synes, som storesøster synes det, at alt er fryd og gammen og at vi ikke spiser nok slik eller ser nok fjernsyn. For på mange måder er deres bekymringer meget lig alle andre børn. Hvornår er det fredag og må jeg se ‘Hej Ninja’ og hvornår skal vi i tivoli igen?
En mamma er jo bare en mor
Benedikte kalder som oftest os begge to for mor. Eller hun tiltaler os mor men omtaler os mor og mamma. Det gør hun nok primært fordi hun har lyst men også fordi, som hun siger, mamma er jo altså bare en mor.
Sara, som bliver kaldt mamma (det passede bare ikke lige så godt på et blog-navn) har fået en sjov rolle i flere børns liv. For der er jo mange, der ikke har en mamma. Og det er der mange, der er skuffede over. De har jo bare en far og en mor. Min niece , der er på Benediktes alder kalder også Sara for mamma og de har aftalt, at Sara sagtens kan være låne-mamma, nu hun ikke selv har en. Heldigt ikke? <3
Hvordan snakker i om de forskellige familie typer derhjemme?
Hjemme ved os, har min storepige, som jeg har med en mand, svært ved at forstå at jeg også er mor til lillesøster, da min kæreste jo var hende der var gravid. Så det har vi mange snakke om, og at lillesøster ikke har nogen far, men to mødre og at hun selv har en mor, far og to bonusmødre, hvor heldig kan man være 🙂 Det virker til at jo flere gange vi tager den, desto mere har hun nemmere ved at forstå det.
Hej Louise 🙂 tak for dit input. Det lyder som en super god vinkel, at give plads til at alle. Og ja, så er gentagelse altså bare godt. Er det noget der tynger eller forvirre hende? Hilsen Marie/morogmor