Kært barn har mange navne og det samme har mødre. Når der så er hele to af slagsen hvad kalder man dem så?
“Kom op til mor..”
Siden Sara blev gravid har folk spurgt os, hvad vores børn så skulle kalde os, og det er da på en måde et godt spørgsmål. For hey, skal vi hedde mor og mor og kan vi og de så kende forskel? osv osv. Jeg tror nu faktisk ikke det er noget reelt problem at være ‘mor og mor’, det kommer jo an på hvad man vender sig til. Det skal man gøre som man har lyst til, ikk? Jeg kender i hvert falde nærmest alle versioner og kombinationer, og det ser ud til, at det virker! 😀
Inden Benedikte kom til verden syntes jeg det var lidt en dum snak. Jeg syntes Benedikte skulle kalde os hvadend hun havde lyst til, men at jeg jo hedder Marie og Sara hedder Sara og at vi da kunne starte dér. Men så skete der det, som tit sker når man trisser rundt med den her fine lille bitte nyfødte pige. Man skifter ble, giver mad, putter og pludselig sker det at man begynder at italesætte handlingerne for den lille mus. Jeg tog mig selv i at sige “kom op til mmm.. mig.” Eller “Nu skal mmm.. jeg skifte din ble.” Og så skete det, at jeg gerne ville omtale mig selv i tredje person. Det er vist en ret naturlig biologisk ting, men det var alligevel lidt sjovt at opleve sig selv udvikle sin ‘mor’ identitet.
Sara mente, at Benedikte prøvede sige Mamma nogle gange – og så blev det sådan, at jeg kaldte mig selv mor og Sara kaldte sig Mamma.
Hvem er den rigtige mor?
Det er vi begge, takskalduhave.. Ej jeg ved jo godt, at man ikke altid kan spørge rigtigt, og når det kommer til lesbiske så kan man jo for pokker nærmest ikke spørge om noget, uden at træde forkert på den ene eller anden måde. Men for en god ordens skyld, så ser Sara og jeg os begge to som værende to styks rigtige mødre til vores børn – begge vores børn. Derfor foretrækker jeg klart at blive spurgt hvem, der har født eller hvem, der er den biologiske mor..
Og netop tiltalen mor, gør folk opmærksom på, at der er en i nærheden som har født barnet. Derfor skaber det tit forvirring og forundring, at jeg herhjemme kaldes mor. Ja altså, i forhold til, at jeg ikke har båret Benedikte. (Vilfred er endnu ikke helt skarp til at snakke, hihi.) Det gode ved denne forundring er, at jeg får en masse muligheder for, at fortælle om vores familiekonstellation. Det giver tit en god snak om regnbuefamilier, forældreskab og homoseksualtiet. Jeg møder nærmest kun respekt, nysgerrighed og glæde fra positive mennesker over, at vi er lykkelige. Tak, jeg er også glad på jeres vegne.
‘Mor’ er jo et navneord og defineres cirka sådan her; kvinde set i forhold til sit barn, altså en kvindelig forælder. Det vil altså sige, at Sara, selvom hun (af få) kaldes mamma i daglig tale, også er en mor/moder <3.
Tak fordi du spreder mit ord. Jeg er ikke den mest informerede på området og jeg har ikke svaret på alt. Men lidt har også ret i kampen for en verden med plads til mangfoldighed og jeg starter med mig selv. Se flere billeder og følg med i Mor og Mors liv på Instagram <3
___________________________________