Menu Luk

Bryd tabuet – ti år på antidepressiver og mere

morogmor - antidepressiver

Bryd tabuet – ti år på antidepressiver og mere. Det er meget oppe i tiden, det her med ‘bryd tabuet’. Hvadend det handler om seksualitet, stress, identitetskriser, eller psykiske sygdomme. Min blog, håber jeg jo på, kan bryde lidt tabu op omkring regnbuefamilie og homoseksualitet, så jeg synes, at jeg allerede forsøger at gøre mit. Jeg har aldrig tænkt mig selv som værende en del af det her tabu. I hvert falde ikke før end jeg blev gravid og skulle håndtere hormoner og svare på spørgeskemaer. Jordemødrene tjekker ens psykiske tilstand for at se, om man har en eventuel fødselsreaktion på vej. Det er en god ide synes jeg, for vi skal passe på de små børn og deres kommende mødre. For hey – forælderskab er pisse hårdt nogen gange!

Har du før haft psykiske problemer?

Det er noget i den stil spørgsmålet lyder på. Og ja – faktisk har jeg taget antidepressiver fra jeg var 13 til jeg blev 23 år. Det er frygtelig tidligt at starte på sådan medicin tænker du nok. Og ja – det var nok ret tidligt. Men jeg havde altså haft det svært og efter en ulykkelig dag røg jeg til udpumpning og til en samtale hos en mand på psykiatrisk afdeling i Risskov – og så fik jeg altså medicin og en recept med hjem. Historien er jo meget længere, men i første omgang er det lige hvad jeg skriver.

Antidepressiverne hjalp, og snart vendte jeg tilbage til en hverdag som ‘almindelig’ ung (læs: skabagtig teenager). Jeg husker det selv som om, at jeg fortalte vidt og bredt om mine nye smarte piller og alle var glade på mine vegne over at jeg nu havde fået det bedre. For dem betød det jo mest bare, at skøre og glade Marie var tilbage. Tit blev jeg spurgt af min omgangskreds om jeg stadig var glad for pillerne, om jeg huskede at spise dem og om de samtaler jeg sideløbende havde med psykiateren Peter, gik godt. Og tak for det.

Efter et års tid forsøgte jeg sammen med psykiateren at trappe ud af medicinen, men der gik ikke meget mere end et halv år, og så vurderede vi, at jeg ikke var klar endnu. Jeg blev kørt ind i samme medicin og så fortsatte “lykken”.

Please ikke kald det for lykkepiller btw. Det er skide irriterende at høre på hvis man spørger mig. Jeg har aldrig følt det som at leve i en bobbel af lykke. Alle ens problemer er stadig lige for næsen. Klar til at blive tacklet et for et. 

Stemplet som psykisk syg

Selvfølgelig er der et par mennesker her og der, som er løbet skrigende i den modsatte retning idet de har fundet ud af at jeg spiste antidepressiver. Og selvfølgelig er jeg blevet stemplet som ustabil eller utilregnelig inden de gav mig en chance, og lærte mig at kende. Præcis som det er med seksualitet, så er det ligesom om at man bare herre gerne må stille latterlige spørgsmål direkte til mennesker der afviger fra normen. Jeg er blevet spurgt sådan:

“Skærer du så meget i dig selv også?”
“Er du vokset op hos alkoholikere?”
“Må du så godt drikke alkohol?”
“Kan du få en orgasme så?”
“Tror du ikke bare du er ensom?”
“Tror du ikke bare du er stresset?”
“Jeg mener at folk på lykkepiller bare gerne vil have opmærksomhed”

Ja gu’ fuck ville jeg da gerne have opmærksomhed? Og helst gerne fra voksne mennesker, der kunne hjælpe mig med at få det bedre? 

Og jeg har været sur, og jeg har skulle forklare mange (mange!) hvordan livet med medicin er. Men selv har jeg været ret ligeglad det meste af tiden. Jeg kaldte dem “en lille stykke med overskud, sådan at jeg har masser af energi til at være mig.” Og det misundte folk mig ofte; “Nåååårhe, det er derfor du er så awesome?”. Og ja. Jeg er faktisk ret awesome…

Læs indlægget her for at høre mere om hvordan jeg rejste til London fordi jeg følte mig ensom og uden successer.. 

Hvad man ellers kan bruge antidepressiver til:

Med fare for at støde nogen derude skriver jeg alligevel følgende

  • Hvis jeg nu gerne ville hjem fra en fest, (familie, venner eller lignende) så er der ikke noget mere effektivt end at sige. “Jeg bliver nødt til at smutte nu, jeg har glemt at spise min antidepressiver i dag”. Det er der ikke nogen der kan sige noget imod.
  • I skolen brugte jeg mine piller som undskyldning for at få en pause i ny og næ. “Jeg har simpelthen fået nogle bivirkninger af mine antidepressiver og mine ben nærmest spasmer af uro, er det okay jeg går en tur?”
  • Jeg har også taget fusen på venner ved, til fest at lægge pillen (der i øvrigt ofte var gul og blå) på tungen og sige “skal du ha én?”
  • “Vil du ha et shot?” “Nej tak, det går ikke, jeg er på antidepressiver”.
  • “Eej vil du ikke blive og overnatte?” “Nej tak, det går ikke, jeg har glemt mine piller derhjemme.”
  • “Hvad snakker I om?” – “Maries depression.” Så får man ligesom fred på den måde.

Bryd tabuet – ti år på antidepressiver

Nåmen tiden gik og jeg var ikke depressiv, ked af det eller uden overskud. Jeg var glad, ovenpå og awesome. Sara og jeg havde mødt hinanden og vi ville frygtelig gerne stifte familie. Jeg var ikke længere tilknyttet en psykiater. Den slags hjælp stoppede nemlig da jeg blev 18 år og gik fra barn til voksen. Så skal man søge på ny – og jeg var ikke længere egnet. Fair nok, jeg var jo på ingen måde til fare for mig selv. Men jeg var altså heller ikke særlig klar til, at blive givet slip på.

Efter en hurtig google søgning trappede jeg langsomt ud. Faktisk besluttede jeg mig for at trappe ud over et helt år. Ser du – jeg havde lavet fejlen at glemme mine piller over ca 3 uger et par år for siden, og det kan kroppen på INGEN måder håndtere. Dengang blev jeg enormt dårlig og min verden braste midlertidigt sammen.

Året gik og min udtrapning var færdig og for første gang siden jeg var 13 blev jeg klar til, at stå på egne ben og skabe mit ekstra overskud selv. Da jeg ikke havde spist piller i en måned fortalte jeg familien det. Alle var så glade på mine vegne, selvom de på en måde jo havde glemt at jeg stadig spiste dem.

Fire år senere

Hvad så nu? Ja jeg spiser stadig ikke antidepressiver og jeg føler mig ikke stort anderledes uden. Jeg er blevet ældre og jeg er blevet en slags voksen. Jeg har børn og kone og masser af lykke. Til tider skal jeg huske mig selv på, at man godt kan have dårlige perioder uden, at være på vej ind i en depression. Man kan også godt græde seks dage i streg uden at være på vej ind i en depression. Måske det bare er ens familie, der er idioter? Måske har man taget på under sin graviditet? Der er tit masser af gode grunde til at være ked af det, udmattet og trist. (Masser af stof til flere indlæg kan I nok se 😉 ) Men der er også masser (!) af gode grunde til at være glad. Og det er det jeg stræber efter.

Tak fordi du spreder mit ord. Jeg er ikke den mest informerede på området og jeg har ikke svaret på alt. Men lidt har også ret i kampen for en verden med plads til mangfoldighed og jeg starter med mig selv. Se flere billeder og følg med i Mor og mors liv på Instagram <3

Posted in Livet, Om, Queer, Tabuer og tubaer

1 Comment

Input og feedback

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: