Ok, det er virkelig ikke ofte, at jeg møder en direkte modstand i mit forsøg på at formidle viden om seksualitet, os lesbiske, regnbuefamilieliv, og andet queer. Det er højest sandsynligt fordi det er begrænset hvor mange jeg når ud til. På månedsbasis er I cirka 3000 individer der læser mine indlæg (sejt ikke) og jeg fornemmer, at I enten er nysgerrige eller bare med mig.
Og jeg forguder, at I læser med! Det er enormt fedt at den energi jeg ligger i at undersøge, skrive, rette, fundere og udgive bliver modtaget og brugt. Jeg er tosset med jeres feedback, inputs og at jeg bliver klogere og mere nuanceret i mit perspektiv. TAK. Jeg føler, at vi sammen skaber en dråbe der laver ringe i vandet! De ringe i vandet kan du læse mere om i slutningen af indlægget her. For det hele hænger sammen og det hele er vigtigt.
Sociale rammer vi bruger hele livet på at slippe fri af
Men hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det vigtigt at skabe ringe i vandet? Kan vi ikke bare være os selv? Hvis vi ikke blander os i deres liv, så blander de sig ikke i vores liv? Hvorfor angår vores seksualitet alle mennesker?
Vi har snakket heteronormativitet på bloggen tidligere, og jeg tager den altså lige op igen. Der er nogle allerede etablerede standarder for det vi kender som det gode liv. Nogle regler om hvordan du skal se ud, klæde dig, tale, føle og opføre dig. Du skal være en forudbestemt person, der agerer og tænker på en foruddefineret måde. Vi mennesker har en, næsten hånende, kendskab til de stereotyper, der (skal) definerer hvem du er.
De her standarder og stereotyper giver en begrænsende social frihed til at gøre, som man vil. Den her begrænsede sociale frihed skaber rammer, som nogle mennesker, bruger hele livet på at slippe fri af. Det er de her maskuline og feminine forventninger, der ikke siger særlig meget om mennesket, men kun rigtig meget som socialisering. De holder min seksualitet som fange, der senere bruges til underholdning.
Læs her om heteronormativitet og rigtige kvinder..
Dukkehus og jordemoderuddannelse til den, som får lov at være sig selv
Socialisering er den proces hvori børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører. Her, det heteronormative samfund.
De rammer begrænser den dreng, der vokser op og vil noget andet end sin far. Måske han vil have et dukkehus, lære alt om babyer og senere blive en strålende jordemoder. Måske han har børn og hustru og måske han er slet ikke er forvirret over hvem han er. Fordi han fik lov til at være sig selv.
Ringe i vandet og tak
Ringe i vandet er med til at løsne lidt op for de stramme regler, forventninger og den socialisering der hersker. Ved at prikke lidt til opfattelsen af hvem og hvad, der indeholder maskulinitet eller femininitet vil vi skabe plads til de børn der vokser op lige nu.
Retten til at være lesbisk angår os alle fordi det skaber retfærdighed og værdighed for de af os der tilhører en seksuel minoritet. Det modsatte, uretfærdighed og uværdighed, og måske manglende personlig sikkerhed, er intet menneske forundt.
Så tak fordi i er med til, at skabe de her ringe i vandet. Hver gang vi sammen når ud til flere mennesker, så bliver ringene i vandet lidt større. Du hjælper med at skabe plads til os og os alle. Kram Marie

